sidste weekend i New York City, jeg havde den uventede glæde ved at se to af mine bedste venner fra børnehaven.

Disse kvinder, nu 40, er som hjemsted for mig. Selvom vi ikke interagerede mellem tredje klasse og nu, overskred det komfortniveau, jeg følte med dem, mine forventninger.

{Foregive, at jeg har indsat et foto af mig selv, der kramede hver af dem bedst her.}

Vi blev bundet til livet af en unik, lille skoleoplevelse i den tidlige barndom. Vores grundskole “skole” bestod af tredive børn, opdelt i tre grupper og gjorde praktisk tværfaglig læring hele dagen. Hvis du er i etiketter til uddannelsesstilarter, som Montessori eller noget, kan jeg ikke hjælpe dig med at identificere det. Dette var i Santa Monica, Californien i slutningen af ​​70’erne.

Du gættede måske det fra Sammys frimodige trykte Romper.

Vores skoles fysiske rum var et bolighus. Det, vi kaldte det store rum, var nogens stue i bygningens tidligere liv. Vi gjorde mange af vores læring på gulvet.

Hvert år, før skoleåret vedrørte en tæt, førte vores lærere os i en skriftlig øvelse, hvor hvert barn havde sit navn skrevet øverst på et stykke papir. Papirerne blev placeret på borde omkring det store rum. Hele studerendes krop (alle 30 af os!) Cirkulerede gennem rummet og sad ned for at skrive noget godt om hver af vores klassekammerater på deres papirer. Den sætning, vi blev bedt om at gennemføre, startede med “Jeg kan godt lide den måde, du …”

Senere den uge havde vi hver især oplevelsen af ​​at sidde på scenen (virkelig bagdækket i huset) og have vores positive følelser læst højt foran vores kammerater og forældre. Dette er mig, der hører ordene fra mine venner læst af min lærer, Joel.

Det føltes godt ikke bare at høre, hvad andre havde skrevet om os, men at høre vores følelser læse højt for vores kammerater.

Sammy, jeg kan godt lide den måde, du giver folk et kram, når de græder.

Jessica, jeg kan godt lide den måde, du danser på.

Jon, jeg kan godt lide den måde, du bruger adjektiver i dine historier på.

Dette magtfulde ritual har altid været hos mig som en favorit hukommelse i barndommen.

Jessica har sin tur i stolen.

Jeg vil have, at Joel skal vide, at jeg ikke har glemt nogen af ​​disse ting; At vi, hans tidligste alumner, er alle bedre mennesker på grund af den uddannelse, som vi modtog som små børn på hans skole. Vi er bedre mennesker, fordi de blev lært at fortælle vores venner, hvad vi kan lide ved dem.

At se Sammy og Jessica i denne weekend bekræftede det for mig. Vi var ikke bange for at fortælle hinanden, hvor specielle vi er for hinanden, fordi vi havde fået muligheden for at øve.

+++

Denne reflektion over, hvad jeg gerne vil fortælle nogen fra min fortid, blev sponsoreret af Hallmark, fordi de har en Facebook -app dedikeret til at tilskynde os til at “fortælle dem”! Denne serie har vist sig månedligt på rookie -mødre og vil fortsætte gennem slutningen af ​​året.